Berlingske Tidende søndag den 6. maj 2001

For verdens skyld

For få år siden var Ulla Røder en pæn bankassistent med villa, mand og børn. I dag har hun opgivet alt, hvad der lugter af
dansk middelklasse, og har viet sit liv til kampen mod atomvåben. Men kampen er ikke uden ofre for den danske
fredsaktivist, som Berlingske Søndag har besøgt i Skotland

Af Nynne Bjerre Christensen

 



EDINBURGH.

Hun siger det, efter at vi har talt sammen i mange timer. Vi har talt om aftenen, mens det skotske mørke sænkede sig omkring os i stuen efter middagsmaden. Og videre om morgenen, mens vi har gået tur på de fine, grønne enge, hvor
fårene og deres forårslam græsser.

Til sidst siger hun, som for at sætte tingene på plads: »Jeg kan ikke længere bare sidde foran fjernsynet, se sult og katastrofer og sige: Det er for galt, og så sende et lille beløb. Jeg må gøre noget. Det kan stoppes. Det skal stoppes. Alle mennesker siger i dag: Det må nogen tage sig af, nogen andre, nogle politikere. Men hvad med at starte med sig selv? Konkret og personligt.«

Ulla Røder er et sammensat menneske. I sine eftertænksomme stunder virker den 46-årige kvinde næsten skrøbelig. Hun
er bleg og har stærke briller. Virker nogen gange helt gennemsigtig. På den anden side er hun en stærk figur; sikker og tryg i sin tro på sagen mod atomvåben. En sag, som de fleste danskere ellers for længst har forkastet til fordel for mere ubekymrede aktiviteter. Ulla Røder er gået den stik modsatte retning. Siden murens fald har hun komplet skiftet livsstil fra et trygt kernefamilieliv i en villa i Brøndby til et asketisk og barskt liv i Skotland. Der er intet ved hende, der signalerer glamour, spænding og sport. Hun aktionerer mod atomvåben, fordi hun mener, det er nødvendigt.

Sidste uge kom hun igen på de skotske avisers forsider. Fredag morgen brød hun ind på den britiske atomubådsbase Faslane vest for Glasgow ved at klippe hul i hegnene omkring baserne og efterfølgende svømme halvanden kilometer i fire grader koldt vand. Efter fem timer i vandet lykkedes det hende at trænge ind i basens allerhelligste bassiner og komme helt tæt på to britiske Trident-atomubåde. Her spraymalede hun ordet: USELESS på en skibsside. Det var en stor sejr for den fredelige aktivist-organisationen »Trident Ploughshares,« som Ulla Røder er engageret i.

Men det var en pinlig affære for den britiske regering. Ulla Røders aktion modbeviste nemlig regeringens melding om, at
Faslane-basen var så minutiøst overvåget, at en aktion af den karakter var umulig. Hun beviste, at en fanatisk selvmordsterrorist kan svømme ind ved siden af ubådene, sprænge en bombe og dermed udslette det meste af Skotland.

Aktionen mod Storbritaniens eneste atomvåben, verdens største ubåde Trident, var besværlig og var tidligere mislykkedes.
»Jeg troede, jeg ville være glad da jeg nåede frem, men det var jeg ikke. Det virkede så voldsomt at ligge mellem de to, store ubåde. Jeg så en masse billeder for mig. Af de mennesker, der havde overlevet Hiroshima, jeg så flygtningestrømme, og billeder af hjemløse, jeg har mødt. En masse følelser strømmede op i mig. Jeg var lige ved at græde og lade følelserne overvælde mig. Men så kom vreden, og det er vel den, der driver mig. En angst for, at det en skønne dag går galt med disse våben og at mange bliver udslettet.«

Ulla Røder ser frem for sig. Hun er stilfærdig, grænsende til det selvudslettende. Hendes små, blå øjne plirrer eftertænksomt bag hendes brilleglas. Hun har en halsklud bundet stramt om halsen og snøfter lidt, fordi hun blev forkølet efter det lange ophold i vandet. Kort efter hun var nået frem til ubåden, blev hun anråbt af en vagt og arresteret. På politistationen kom hun til at fryse. Men det er ikke den eneste gang hun er blevet arresteret. Faktisk var det 18. gang. I øjeblikket har hun fem retssager under opsejling for sin civile ulydighed.

Som regel har anklagerne stået på hærværk for at klippe basernes hegn i stykker og ulovlig indtrængen. Og indtil videre har
hun undgået alvorlige domme. I en meget omtalt sag i 1999 var hun tiltalt for at have ødelagt kostbart laboratorieudstyr for en million danske kroner. Ulla Røder og to andre kvinder bordede en atombases flydende målestation og smed stationens computere og måleudstyr i vandet. Selvom kvinderne tilstod gerningen, blev de frikendt i retten. For dommeren fandt, at kvinderne var i deres gode ret til at ødelægge målestationen, fordi de mente, at Trident-ubådene udgjorde en fare for menneskeheden. En kendelse, som den kvindelige dommer fik mange hug for, men som ikke desto mindre står ved magt.

Højesteret har ganske vist for nylig udtalt sig kritisk om dommen. Men i Skotland har Højesteret ikke adkomst til at ændre på en kendelse. Kvinderne er og bliver frikendt for et hærværk, som de har tilstået. Fordi de var i god tro og fordi de britiske atomubåde
faktisk udgør en risiko.

Kampen står om fire britiske Trident atomubåde, der er baseret i de øde, dybe, skotske fjorde. HMS Vanguard, HMS Victorius, HMS Vigilant, HMS Vengeance hedder ubådene, og de har en næsten ufattelig ødelæggelsesevne. Ubådene er verdens største, langt større end den russiske Kursk. De måler lige knap 150 meter og har fire etager. De fire ubåde har hver 16 missiler med hver tre sprænghoveder. Der er altså 48 sprænghoveder på hver ubåd. Og hver sprænghovede har en sprængkraft på 100 kiloton. Til sammenligning havde Hiroshima-bomben en sprængkraft på 15 kiloton. Hver ubåd indeholder altså atomvåben nok til at producere omkring 336 Hiroshimabomber. MHS Vengeance er helt ny og blev sat i vandet i januar.

Mindst én af disse ubåde er i permanent patrulje 24 timer i døgnet. Ubådene sejler over hele verden med deres farlige last.
Det er blandt andet denne patruljering, organisationen »Trident Ploughshares« kæmper for at få afskaffet. For selv om
krigstruslen ikke er overhængende, så kan der stadig ske uheld og ulykker, mener de. Det er denne sag, Ulla Røder bruger
al sin energi på. Den sag, hun har forladt sine børn og sit middelklasseliv i Danmark for.

»Det er fuldstændig vanvittigt at have disse våben. Man kan jo kun udslette sig selv én gang. Vores pointe er, at man ikke
kan affyre et eneste af disse sprænghoveder nogen steder i verden, uden at det vil betyde civile ofre. Og dermed er våbnet
ulovligt. Jeg betragter ikke det, vi laver som hærværk. I forhold til det vi forsøger at afvende, er det i hvert fald småting,« siger
hun.

I dag bor hun på et værelse i en YMCA-kursusejendom en god times kørsel fra Edinburgh. Hér, langt ude på landet, hjælper
hun til i ejendommens have og gør rent efter kursisterne. Til gengæld får hun kost og logi. Det barske landskab, mellem
brægende lam og stengærder, er Ulla Røders udgangspunkt for kampen mod atomubådene.

Hun har stort set intet privatforbrug. Hun køber sit tøj brugt og bruger al sin tid på retssager, blokader, aktioner, foredrag og
møder for Trident Ploughshares. Hun ejer ikke en cykel, men går de mange kilometer til bussen. Ofte er hun på farten i
dagevis.

»Jeg har uddannelse nok til at leve et komfortabelt liv. Men jeg begyndte at få dårlig samvittighed, da jeg så, at folk sov på
gaden i København. Jeg er bankuddannet og arbejdede i en kreditforening i mange år. Men i 1989 fandt de første
prikkerunder sted. Jeg blev meget vred over den måde, det foregik på. Så jeg sagde op, selvom jeg var blevet skilt og var
alene med to børn. Jeg tog forskelligt arbejde og startede som frivillig socialarbejder i Kirkens Korshær.«

Det var de franske atomprøvesprængninger i 1995, der bragte Ulla Røder på sporet af fredsbevægelsen. Under en demonstration fik hun en løbeseddel stukket i hånden af en hjemløs. »Og så tænkte jeg: Nu skal det være. Jeg var meget vred hele sommeren efter Tjernobyl. Jeg havde små børn dengang og husker ganske tydeligt den morgen, det skete. I 1995 vidste jeg ikke meget om atomvåben, men jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne acceptere flere ødelæggelser på grund af radioaktivitet. Så jeg besluttede mig for at engagere mig fuldt ud i arbejdet for nedrustning. For socialarbejde i København kan være godt nok, men atomvåben repræsenterer en kæmpe risiko for hele verdens befolkning.

Indtil 1995 troede jeg, lige som de fleste andre, at der var atomnedrustning, og at START-aftalerne blev respekteret. Men det er et, stort skuespil for folk. De bliver mere eller mindre ignoreret af magthaverne.«

Ulla Røder tog på udflugter til atomanlæggene i England og Skotland med nogle kvindeorganisationer. Her mødte hun kvinder, der praktiserede den aktionsform, hun senere kom til at praktisere. Civil, fredelig ulydighed. Langsomt kom fredsarbejdet til at tage mere af hendes tid og hun pendlede mellem Danmark og England for at deltage i møder og blokader. Og da hun i 1999 tog til Skotland for at deltage i aktionen på det flydende laboratorium, som hun senere blev anholdt for, vidste hun godt, at det var blevet alvor.

»Jeg vidste godt, at vi kunne komme i fængsel. Jeg fremlejede mit hus i fire måneder og håbede, at det var nok,« siger hun. Det var det nu ikke. Kvinderne sad varetægtsfængslet i fire og en halv måned før de kom for retten og blev frikendt. På det tidspunkt vidste Ulla Røder, at det var det rigtige at gøre. Men inden havde hun haft mange søvnløse nætter.

»Hver dag hele vinteren 1997 tænkte jeg på konsekvenserne over den direkte aktion. Det er jo en stor beslutning at få en plettet straffeattest. Jeg ville være helt afklaret. For jeg er vokset op i en almindelig arbejderfamilie på Nørrebro som enebarn. Vi var ikke politiske og gik aldrig til demonstrationer. Men direkte aktion var det rigtige at gøre, for jeg havde prøvet alle andre muligheder. Jeg havde stået med et protestskilt og havde skrevet til politikerne uden at få svar. Jeg var vred over, at politikerne ignorerede de skatteydere, de repræsenterer. Jeg tror ikke, danskerne ønsker at støtte atomvåben. Men det gør vi alligevel via NATO.«

Hun har dog aldrig overvejet selv at gå ind i klassisk politik. »Der er for mange kompromisser i politik og jeg tror ikke, jeg kunne holde mig inden for en partilinie. Jeg har det også svært, når jeg skal stemme: På nogle områder er jeg utrolig konservativ. Og på andre områder støtter jeg den yderste venstrefløj. Jeg har det bedre med aktionerne, hvor man kan være klar i sit budskab.«

En hjørnesten i Ulla Røders overvejelser var hendes børn. I dag er de i begyndelsen tyverne, men da hun tog til den første blokade, var hendes yngste ikke myndig. Adskillelsen fra børnene er i dag det største offer ved at være aktivist. Specielt fordi hendes datter ikke utvetydigt bakker morens livsførelse op.

»Jeg talte med dem meget alvorligt flere gange. Min datter var meget urolig og er stadig ikke glad for det. Hun er bekymret og ville ønske, at jeg lavede noget andet. Hun er imod krig, men hun så helst, at hendes mor blev hjemme og passede familien. Dybest set synes jeg også, at det er det, jeg gør. Jeg sørger for, at der er en verden til mine børn og børnebørn. Så med min samvittighed kan jeg godt forsvare det. Men jeg kan godt forstå, at mine børn finder det svært nogle gange, når mor svigter og bare tager afsted,« siger hun.

I dag er det mere end et år siden, hun sidst har været i Danmark. »Men vi er på fin fod. De passer deres og jeg blander dem ikke ind i mit. Men jeg savner dem forfærdeligt ind i mellem og ringer hjem, når jeg kan afse et par pund. Det ville være dejligt at være der, og kunne give et knus og en hjælpende hånd, når der er brug for det. Men jeg er helt afklaret med mit liv. Mine tanker er heroppe i døgndrift. Det ville være forkert af mig at blive hjemme. I dag er Trident mit arbejde. Men jeg håber på, at vi en dag kan stoppe kampagnen, så jeg kan komme hjem til Danmark. Vi vil have taget ubådene ud af alarmberedskab og vil have demonteret sprænghovederne fra missilerne. Det er måske naivt, men det er det, vi kæmper for.«

Hvad så, hvis det ikke sker?

»Ja, det er ikke godt at vide. Så længe vi opnår fremskridt i processen, så fortsætter jeg. Jeg kan kun sige, at kampen er en
labyrint med en masse blindgyder. Vi ved, hvor vi skal hen, men vi kan ikke sige, hvordan vi kommer derop og nogle gange må vi ind i en blindgyde. Under alle omstændigheder vil der gå lang tid, før jeg er ude af retssagerne. Jeg skal have mine domme og sidde bøderne af.«

Der er dog en pris, der er for høj at betale for Ulla Røder.»Jeg vil aldrig betale med mit liv. Det er livet, jeg kæmper for, og mit
liv er lige så vigtigt som andres. Så jeg holder op som aktivist, hvis de begynder at skyde efter mig.«

 

Les Ulla Røders egen beskrivelse:

Et øjeblik i en Trident Ploughshares aktivists liv - Forsøg på at nedruste Vanguard Trident u-båden



 

Til forsiden / Back to front
Epost: tulle.elster@peacelink.nu

http://www.peacelink.nu