Birgit Horns innlegg på Nordiske Kvinners Fredsnettverks årssamling i Stockholm, aug. 2001:

"Skålen og Sværdet"

af Riane Eisler

Kulturhistorie i et nyt kønspolitisk perspektiv. Gyldendal 1994.

NB! Dette er en kortversjon på ca. 8 A-4 sider. Vil du lese hele Birgits Horns manus, klikk her: Riane Eisler II


Riane Eisler (herefter RE), født i Østrig - amerikansk folkeretsekspert, feminist og fremtidsforsker. Hun måtte sammen med sine forældre flygte fra nazismen, så i en tidlig alder begyndte hun at stille en lang række spørgsmål:

Hvorfor jager og forfølger mennesker hinanden? Hvorfor er mænd så grusomme mod hinanden og imod kvinder. Hun opdagede, at "sådan forholder det sig nu engang" ikke er det samme i forskellige kulturer.

Forsøg på at finde svar på disse spørgsmål inspirerede RE til at granske vores fortid, samtid og fremtid. "Skålen og sværdet" har hentet sit materiale fra kunst, arkæologi, religion, sociologi , historie og mange andre forskningsområder.

Det er karakteristisk for kedelige foredragsholdere, at de starter med Adam og Eva. RE starter med ældre stenalder, men jeg vil lige helt traditionelt begynde med Adam og Eva med en rigtig mandschauvinistisk vits.

Gud gik tur med Adam i Paradiset. Gud spurgte Adam, hvad han syntes, om her ikke var dejligt. Jo, svarede Adam, men jeg ser, at alle andre dyr, fugle, fisk, ja selv insekter har en partner. Om Adam også kunne få en sådan: Gud ville tænke over det. Kom næste dag og sagde: Adam, det kommer til at koste dig et øje. Det syntes Adam var for meget. Da Gud foreslog, at det skulle koste en arm, krympede Adam sig, men spurgte så efter nogen betænkningstid: Hvad kan jeg få for et ribben?

RE og andre kvindelige forskeres nyvurdering af det menneskelige samfund ud fra en kønsmæssig holistisk synsvinkel har resulteret i en helt ny teori, som hun kalder den kulturelle forvandlingsteori.Der findes to basale samfundsmodeller. Den første kalder hun Herskermodellen. Den bliver almindelig vis betegnet som patriarkat eller matriarkat, d.v.s. at den ene halvdel af menneskeheden indtager en højere rang end den anden.

Den anden model, hvor de sociale relationer baserer sig på princippet om sammenhold frem for rang kan bedst betegnes som Partnerskabsmodellen. Den tager godt nok udgangspunkt i kønsforskellen, men den sætter ikke lighedstegn mellem at den ene part er under- eller overlegen.

Der er en mere eksakt betegnelse for Herskermodellen – et socialt system, der styres af mænd ved hjælp af vold eller trusler om vold.
Androkrati – afledt af det græske ord aner (genetiv: andros) der betyder mand og kratos, der betyder styre jf. demokrati.

Alternativet der baserer sig på det modsatte af androkrati, betegner RE som gylani. Gy stammer fra det græske ord .Gyne = kvinde og an, der har rod i ovennævnte aner. På engelsk står "l" for link – forbinde de to halvdele af menneskeheden.Titlen "Skålen og sværdet" – skålen står for de livgivende og –plejende kræfter, der endnu i vor tid symboliseres ved den antikke skål eller gral. Sværdet står naturligvis for det modsatte – den dræbende magt.

Det er vigtigt at understrege, at RE lægger vægt på, at mænd ikke fra naturens hånd er voldelige eller krigeriske, men roden til ondet ligger i systemet, der idealiserer sværdets magt. Legender om Edens have, hvor mænd og kvinder levede i fred og harmoni, ying og yang, hvor det kvindelige princip ikke blev domineret af yang. Den græske digter Hesiod beskriver en "gylden slægt", som pløjede jorden i fredelig harmoni, indtil en mindre slægt indførte en krigsgud.

Selvom forskerne er enige om, at disse værker bygger på virkelige begivenheder, så er alle henvisninger til en tidsalder, hvor mænd og kvinder levede i samdrægtighed , rent rutinemæssigt blevet affærdiget som ren og skær fantasi."En veritabel arkæologisk revolution" fortæller om en lang periode med fred og velstand og at der i oldtiden har eksisteret samfund, der var organiseret efter helt andre principper end nutidens.

I sen-palæolitikum = yngre stenalder = 30.000-10.000 år f.v.t. fandt man små snegleskaller – kauriskaller – der var omhyggeligt arrangeret omkring ligene i en form, som en religionshistoriker E.O. James i 50érne noget floromvundet beskriver som "lignende portalen gennem hvilken det nyfødte barn gør sin entré i verden"

Livet udspringer fra kvindens krop, så det har været naturligt at forestille sig universet som en altgivende mor. E.O.James siger : "Det tyder stærkt på, at der har eksisteret dødsritualer med karakter af en livsbekræftende kult, der må have været tæt forbundet med kvindefigurerne og andre symboler på dyrkelse af kvindelig guddom."De fleste forskere, skriver RE, har stadigvæk en stereotyp forestilling om at "de første, primitive mennesker" har været blodtørstige, krigslystne jægere, og selvom der er gjort nye fund – så tolkes de så de kan passe ind i de gamle skabeloner.

RE fortæller om Darwin, som med egne øjne har set og beskrevet en statue af Amunoph III som tydeligt har negroide træk, men trækker straks sit udsagn tilbage og citerer to kendte autoriteter, som har beskrevet faraoernes træk som "fuldstændig europæiske" og at den omtalte statue ikke havde "negroid indblanding".
Senere har videnskaben slået fast med syvtommersøm, at der vitterligt fandtes sorte faraoer.

Indtil i dag har forskere bl.a. postuleret, at det udelukkende var den forhistoriske mand, som var ansvarlig for palæolitisk kunst, selvom der ikke er belæg for det. Man har fortolket hulemalerier som jagtscener, selv når de åbenlyst forestiller kvinder. Man har tolket fiskebensmønstre som pile, modhager, spyd og harpuner, men det kan lige så godt være planter, træer, grene og rødder. Det har også vist sig, at modhager og spidser vender den forkerte vej, set i mikroskop.

Alligevel får man aldrig en skudsikker forklaring på betydningen af malerier, statuetter og symboler. Men dyrefremstillingerne i hulemalerierne er helt på højde med hvad nutidige kunstnere kan fremstille , så det har været alt andet end underudviklede folkeslags grove kradserier.

Civilisationens barndom.
Først efter 2. verdenskrig fandt man vigtige beviser for, at der havde eksisteret en religiøs tradition, der har strakt sig gennem et par årtusinder. De såkaldte Venus-figurer – mere end 20.000 år gamle – fortæller en del om, hvordan vore forfædre har opfattet tilværelsen. De er fundet overalt i det forhistoriske Europa fra Balkan til Bajkal-søen og vestpå til Willendorf ved Wien og i Grotte du Pappe i Frankrig.

Navnet Venus-statuetter er noget malplaceret eftersom det er bredhoftede, ofte gravide, ansigtsløse kvinder. Nogle forskere har beskrevet dem som udtryk for en mandlig opfattelse af erotik – som RE skriver – en slags fortidens udgave af Playboy. Andre forskere opfatter dem som primitive og obskøne frugtbarhedsgenstande eller som "Barbariske forestillinger om skønhed".

Man fandt 2 nye neolitiske = yngre stenalder – bopladser: Catal Hüyük og Halicar på Anatoliens højslette i det nuværende Tyrkiet.
De afslørede, at der gennem mange tusinde år havde eksisteret stabile og støt voksende kulturer med dyrkelsen af en kvindelig guddom som et centralt element i kulturen Gennem en periode på næsten 800 år fra 6500 til 5700 f.v.t. viser et højtudviklet centrum for kunst – vægmalerier, ornamenteret vægpuds, skulpturer og store mængder af kvindestatuer i ler.
De steder hvor man oplever de første teknologiske og sociale gennembrud, havde én ting tilfælles: Gud var en kvinde.

Artikel fra Information 22. dec. 1995: "Da Gud endnu havde en kone" af Ejvind Larsen.

Uddrag: EL begynder med et citat: "Ashera, som vi nu ved var Jahves hustru". Det vidste vi nu ikke. At hun hed. Vi vidste sådan set slet ikke, at der var en hun. Vi troede – for det har vi fået fortalt i skolen og til konfirmationsforberedelser, i kirken og set tusindvis af billeder og skulpturer af og hørt om i fjernsynet – at Gud er en man fremstiller og omtaler som ham og han. En herlig han og Herren selv, som i begyndelsen skabte himlen og jorden i et ordentligt Big Bang. En bedre halvdel optræder ikke i beretningen om universets tilblivelse….Fru Jahve hører vi ikke noget om. Alligevel skulle vi altså vide, at en vis Ashera var Jahves hustru.

Konstateringen er ikke hentet fra et eller andet feministisk manifest eller nyreligiøs New Age-spekulation. Den rystende indledning om Guds kone er hentet fra en lærebog i det gamle testamente ved Københavns Universitets teologiske fakultet, lige udkommet i 5. oplag, skrevet af en af fakultetets professorer, dr. theol. Niels Peter Lemche... denne viden er knap nok nået uden for de lærdes cirkler...det er der mange grunde til, én af dem er, at de lærde såmænd selv har svært ved at kapere mentalt, hvad deres egen videnskab tvinger dem til at måtte indse."Kun en 20.del af bopladserne i Anatolien er afdækket, men disse freds- og kulturelskende folk slog sig aldrig ned på utilgængelige, stejle bjergsider. Man har ikke fundet spor af fæstningsanlæg eller angrebsvåben, og man har ikke registreret nogen tegn på ødelæggelse som følge af krig i en periode på over 1500 år!

Det mest interessante er hvad den neolitiske kunst ikke fremstiller. Der er ingen fremstillinger af væbnede styrker, grusomheder, voldsudøvelse, ingen "ædle krigere", slagscener, ingen lænkede fanger eller tegn på slaveri. Ingen våbenarsenaler eller nogen form for våbenfremstilling. Der er ingen overdådige høvdingegrave og ingen der ved sin død tog mennesker med sig i graven.

Videnskabens rutinemæssige syn på tilbedelsen af gudinden som en "frugtbarhedskult" og ikke som en egentlig religion er en grov forenkling. Det ville svare til at man karakteriserer kristendommen som en dødskult p.g.a.. det mest centrale symbol – korset.

Arkæologerne var målløse, da man omkring århundredeskiftet opdagede den minoiske kultur og afdækkede Kreta. Man kunne ikke forstå, at der havde eksisteret en så højt udviklet civilisation med kolossale paladser i flere etagers højde, villaer, bondegårde, hele boligkvarterer i velorganiserede byer, havneanlæg, vejnet på kryds og tværs over hele øen, kultsteder og begravelsespladsen. En kunstnerisk tradition, der savnede sin lige i civilisationens historie. Den kretensiske civilisation begynder omkring 6000 år f.v.t., hvor en gruppe indvandrere, sandsynligvis fra Anatolien for første gang slog sig ned på øens kyster. Det var dem, der indførte tilbedelsen af gudinden.

Forskere forsømmer ikke nogen lejlighed til at forvanske og fortie eller i bedste fald bagatellisere det klare budskab fra kretensisk kunst. Sir Arthur Evans fandt i begyndelsen af 1900-tallet ud af, at kretenserne havde dyrket en kvindelig guddom, fordi man havde det med at afbilde "scener med kvindelig fortrolighed", men han følte sig foranlediget til at stemple det som "kaffeslapperas om de sidste nye skandaler". En anden forsker Nicolas Platon gør udtrykkelig opmærksom på den vigtige rolle, kvinderne spiller, men mener at det skyldes "at mændene har været på langfart på havet".

Den kretensiske kultur bukkede under for kun 3200 år siden.
Den voldsomme forandring der indtraf var så voldsom, at ingen kendt begivenhed i menneskehedens kulturelle udvikling kan sammenlignes med den. Nogle nomadestammer kom ind fra randområder på jagt efter græsningsarealer, men det er rent gætteri hvordan de kunne vokse i antal og vildskab og hvor lang tid det tog.

I Catal Hüyük i Anatolien hvor man havde levet i fred i årtusinder kom hititterne, et indoeuropæisk folk kendt fra det gamle Testamente til magten. De dyrkede endnu gudinden, men hun blev efterhånden degraderet til at være hustru eller mor til nye mandlige krigsguder.

I Europa, Mesopotamien og Kanaaen var der tale om tilsvarende mønstre. Her mistede gudinden ikke bare sin fremtrædende stilling, men blev ligefrem omformet til krigsgudinde.

Både Pentagon og almindelige mennesker mener, at uden krige ville der ikke være den nødvendige motivation til at sikre menneskeheden teknologisk og kulturel fremgang, men – siger RE – det er en af verdens bedst bevarede hemmeligheder, at praktisk talt alle de materielle og sociale teknologier, som vores civilisation bygger på, er udviklet f ø r der opstod et Herskersamfund.

Den gamle udviklingsmodel bygger på manden som jæger. Den påstår, at de første redskaber blev udviklet m.h.p. at kunne dræbe bytte og konkurrerende og svagere mennesker.

Men en alternativ teori er at man bevægede sig rundt efter føde og havde behov for at samle og opbevare føde, så de første redskaber ikke var våben, men beholdere til at bære mad – og spædbørn. Det var kvinderne, som havde størst behov for det. Det samme ses hos chimpanser.

Gudinden Isis bliver gang på gang nævnt i ægyptiske kilder som "opfinderen" af landbruget. De mesopotamiske tavler fortæller om Ninlil, som lærte sit folk at dyrke jorden.

Forskere har nået den konklusion, at pottemagerkunsten blev opfundet af kvinder (s. 86), det samme gælder for væve- og spindekunsten.

Den ægyptiske gudinde Isis og den græske gudinde Demeter var kendte som lovgivere, der udøvede retfærdighed og gav gode råd, også som naturlæger. Sophia kendes som Visdommen og selv skrivekunsten viser på de sumeriske tavler, at gudinden Nidabavar den skriftkloge var opfinder af lertavlen. I den indiske mytologi får gudinden Saravati æren for at have opfundet alfabetet.

Vi hopper fra Kretas civilisation, der bukkede under for ca 3200 år siden. Allerede år 5000 f.v.t. – altså for 7000 år siden begynder tegnene på invasioner og/eller naturkatastrofer i den gamle neolitiske kultur i Mellemøsten. Det er v.h.a. kulstof-14 analyser muligt at spore invasioner af steppehyrdefolk eller kurganer, som fejede ind over det forhistoriske Europa. De tilhørte den ariske sproggruppe – den type der blev forherliget af Niezsche og Hitler som værende den eneste rene europæiske race. Men de kan ikke betegnes som oprindelige europæere, de kom fra Asien og Nordøsteuropa.

Andre nomadefolk, bl.a. de semittiske – jøderne – kom fra ørkenen i syd og invaderede Kanaaen – Palæstina. Begge folk indførte en aggressiv krigs- og bjerggud – Jehova eller Jahve. De var organiseret efter Herskermodellen, et socialt system, hvor mandlig dominans, vold og en hierarkisk og autoritær struktur var normen, og de påtvang de erobrede folk deres ideologi . Flere kurganske grave viser, at den overvejende del af den kvindelige befolkning ikke tilhørte den kurganske stamme, men den gammeleuropæiske neolitiske befolkning. Det er nærliggende at tro, at kurganerne har dræbt den mandlige befolkning og taget kvinderne som slaver.
Man kan finde belæg for det i de flere tusind år yngre beretninger i det gamle Testamente. 4. Mosebog kap. 31, vers 32-35 står, at blandt krigsbyttet, som Moses og hans folk tog fra medianitterne var - i denne rækkefølge –får, kvæg, æsler og 32.000 piger, som endnu ikke havde haft samleje med nogen mand.

De bærende søjler i herskersamfundet: vold, autoritær struktur og mandsvælde, blev i det gamle Testamente fremstillet som Guds udtrykkelige vejle om, at kvinden skulle underkaste sig manden.

I 4. Mosebog, kap 31 beskrives at Moses siger – og det er Herrens bud: "Dræb nu alle drenge og enhver kvinde, der har haft samleje med mænd. Men alle pigebørn, der endnu ikke har haft samleje med en mand, skal I lade leve til jer selv". RE skriver: Så effektivt er herskermodellen, at selv retskafne mennesker kan læse den slags uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en retfærdig gud kan udstøde så grusomme og umenneskelige befalinger.

Vi kan lige vende tilbage til Ejvind Larsens artikel om Guds kone, hvor der står: "Inden for de seneste 10 år er man ved Københavns Universitet og flere andre steder i den vestlige verden for alvor begyndt at undervise i hvordan vi med hæderligheden nogenlunde i behold ikke længere kan tro på Abraham, Isak og Jakob som historiske skikkelser i den tid og på de steder Bibelen beretter…"
Om selveste Moses hedder det i lærebogen: Hvem og hvad Moses var inden han fra de sene kilder blev religionsstifter, vides ikke. Man ved kun at han blev det.
KU´s nye æresdoktor, den italienske oldtidsforsker Mario Liverani siger, at man faktisk opfandt Moses.

Høvdingegravene viser nu markante forskelle mellem størrelser og gravgaver. Man finder ofrede kvinder, der er buer og pile, knive, dolke og økser. Man satte – som i vor tid – produktionen af ødelæggelsesvåben øverst på dagsordenen. Magten til at beherske og ødelægge gennem sværdet fortrænger den livgivende og plejende kraft. Kvinderne blev degraderet til den status, de herefter skal indtage i årtusinder.

RE skriver, at det er en svimlende tanke, hvad menneskeheden kunne have drevet det til, hvis det ikke var sket. Da man vendte op og ned på virkeligheden.

I det græske drama Orestien hævder Apollon under retssagen, hvor Orestes er anklaget for at have myrdet sin mor at børn ikke er i slægt med deres mødre "Moderen er ikke en af forældrene til det, hun kalder sit barn, hun er blot den, som plejer den nyplantede sæd".

Athene, som sprang fuldvoksen frem fra Zeus´ pande, bekræfter, at ingen moder har født hende, og hendes hjerte står på mandens side. Det er Athene, som har den endelige afgørelse, der frikender Orestes. Koret – eumeniderne eller furierne, der repræsenterer den gamle samfundsorden, udbryder: "Guder af en yngre stamme, I krænker love fra urgammel tid, river dem ud af min hånd"

Den gængse fortolkning går ud på, at hensigten med stykket har været at forklare folket oprindelsen til den øverste domstol. Nu kunne grækerne søge retfærdighed gennem en upersonlig retsinstans i stedet for at løse deres konflikter gennem blodhævn.
Men den britiske sociolog Joan Rockwell påpeger, at en sådan forklaring ikke giver mening. Den forholder sig ikke til det spørgsmål, hvordan man i en moralsk lektion om fortræffeligheden af den nye statsadministrerede justits, netop skulle frikende en søn for forsætligt og koldblodigt hævnmord på sin mor og tilmed med den begrundelse, at han ikke er i slægt med hende.
Det har været en kraftig påmindelse til alle kvinder , og da det er Athene, som træffer afgørelsen, er det ifølge Joan Rockwell "et mesterstykke i kulturelt diplomati, at en førende person fra det tabende parti accepterer det nye magtforhold".

Der er et afsnit om de græske filosoffer, men jeg er nødt til at skære et sted, så det har jeg valgt her. Men lige nævne at RE skriver om de moderne oldtidsforskere, som lovpriser "Grækenlands gyldne tidsalder" og forklarer, at vore moderne ideer om retfærdighed og demokrati kan føres tilbage til denne enestående civilisation, men Kreta bliver ikke bragt på bane i den anledning og kvinder bliver slet ikke nævnt. Og dog studerede Pythagoras etik hos Themistoklea. Præstinden Pythia rådgav ledende mænd om vigtige sociale og politiske spørgsmål. Både Homers og Hesiods digtning er fyldt med minder om en tidligere og mere gylanisk præget civilisation og mytologi. Sokrates blev dømt til døden p.g.a. radikale ideer, som han havde fordærvet ungdommen med – han gik ind for at kvinder skulle have ligeberettigelse i uddannelse. En tanke som i øvrigt chokerede Rousseau i det 18. århundrede.Jeg springer frem til Jesus, som for 2000 år siden anklagede ikke blot de rige og magtfulde, men også de religiøse autoriteter, som udnyttede og undertrykte den palæstinensiske befolkning.

Han prædikede universel kærlighed og forkyndte, at de ydmyge og svage engang skulle arve jorden. Han tog afstand fra udelukkelse og underkastelse, som hans kultur påtvang kvinderne.

Jesus blev af den tids autoriteter anset for at være revolutionær. Hans tanker måtte for enhver pris bringes til ophør.
Jesus gik faktisk rundt og prædikede for indførelse af et partnerskabs-samfund.

I Apostlenes Gerninger kap. 9,v.36 kan man læse om en kvindelig discipel, som hed Tabitha. Hun nævnes udtrykkelig som en fremtrædende discipel, men hun hører altså ikke med til de 12.

De gnostiske skrifter skrevet 200 år e.Kr. blev udgravet i 1945, og efter en række begivenheder der er som taget ud af en krimi, går der 34 år, før forskerne kunne afslutte deres undersøgelser og fremlægge resultaterne i 1979. Der er en film på FC "De hemmelige ord", af teolog Søren Giversen.

Budskabet der var så kættersk var det samme som fik de jødiske præster til at forbande Jesus, nemlig at man kan nå frem til gud uden hjælp fra et religiøst præsteskab.

Der står også om at Maria Magdalene var en af de vigtigste skikkelser i den oldkristne bevægelse, og at hun var den eneste, som havde mod til at sætte spørgsmålstegn ved Peters autoritet som leder af det nye hierarki, da han hævdede, at han og kun han og hans præster havde "den direkte linie" til Gud.

I modsætning til kirkefædrene anerkendte man i denne sekt kvinder som både disciple og profeter og medstiftere af kristendommen – i god overensstemmelse med Jesu lære. Men den gamle historie om at vende op og ned på begreberne gentog sig.

Omkring år 200 var kristendommen godt på vej til det hierarkiske og voldsbaserede system, som Jesus havde gjort oprør imod.
Efter Kejser Konstantins overgang til den kristne tro blev den statens forlængede arm.
Samme kejser lod ifølge overleveringerne sin hustru Fausta koge levende og sin søn Chrispus myrde.

Pave Paul VI forklarede næsten 2000 år senere i 1977 da kvinderne blev bandlyst fra præstegerningen, at det var fordi "Vorherre var en mand".

Hypatia, som var matematiker, astronom og fysiker, blev på opfordring af biskoppen af Alexandria, senere St. Cyrillus, myrdet i år 391 af munke, som dræbte hende ved at hakke hende ihjel med østersskaller. Fordi kvinder ikke skulle undervise mænd.
Magthaverne påstod stadigvæk, at deres mål var at udbrede Jesu kærlighedsevangelium, men med korstog, hekseforfølgelser, inkvisition, hvor både mennesker og bøger blev flammerne bytte, var det ikke næstekærlighed, men den androkratiske traver: undertrykkelse, ødelæggelse, vold og død.
På den måde udviklede Jesu ikke-voldelige revolution, som han døde på korset for, sig ironisk nok til et voldeligt rædselsregime.

Den protestantiske reformation var et oprør mod kirkefædrenes absolutte autoritet og mod nedvurderingen af seksualitet mellem kvinder og mænd ved præsternes cølibat. Det kunne have indebåret en vis forbedring af kvinderne vilkår, men puritanerne greb tøjlerne og udøvede streng androkratisk kontrol.

Oplysningstiden.
Den tid vi lever i skulle have været fornuftens tidsalder, oplysning skulle erstatte overtro, humanismen skulle afløse barbari, empirisk viden skulle være trådt i stedet for krig og dogmatisme.

De vældige sociologiske og teknologiske omvæltninger, hvor de religiøse ideologier blev svækket fik folk til at prøve at finde nye måder at tolke tilværelsen på. Der opstod et verdsligt præsteskab – filosoffer og videnskabsmænd – Kant, Hegel, Kopernikus, Galilei , Darwin, Mill og Rouseau, Marx og Engels for at nævne nogen.

Efter l. verdenskrigs frygtelige blodbad har hundrede af videnskabsfolk prøvet at kortlægge den eskalerende vold og militarisme.
Theodore Rozak, pioner i feministisk forskning, hæftede sig ved, hvad hun kalder "mandsvældets historiske krise" og siger "at en tvangspræget mandighed prægede hele periodens politiske stil". Det 19. århundredes kvindebevægelse havde rettet et frontalangreb mod det herskende system

Roosevelt talte om "en kræftsvulst af ukrigerisk og isoleret bekvemmelighed" og om mandlige dyder som vovemod.
En irsk digter: "Blodsudgydelse er en rensende og opløftende proces", "den nation der betragter krigen som det værste onde, har mistet sin manddom"

Filippo Marinetti: "Lad os hylde krigen, det eneste, der giver os sundhed i denne verden. Militarisme! Patriotisme! Anarkistens ødelæggende arm! Foragt for kvinder!"

Efter Auschwitz og Hiroshima begyndte man omsider at sætte spørgsmålstegn ved fornuften. Det var svært at forklare det rationelle ved atombomber og radioaktiv bestråling af værgeløse mennesker. Der er tale om en kulturel tilbagegang.

Det 20. århundredes kvindebevægelser, der aldrig tidligere har været så stærk og global, har medført en stigning i vold mod kvinder. Porno brøler det samme budskab: vold, tortur, brutalitet og ydmygelse er vejen til at give kvinder seksuel tilfredsstillelse. I USA foregår der voldtægt hvert 13. sekund.
Hvis det androkratiske samfund skal opretholdes , må man for enhver pris holde kvinderne nede.

Rozak bekræfter hvad David Winther – psykolog, forsker i magtmotiver – bog "The Power Motive" 1973, havde iagttaget: En genoplivning af mandighed som ideal ikke blot indvarsler et tilbagefald i værdiforestillinger, men også en overgang fra fred til krig.
RE mener dog ikke, det ser håbløst ud. Vi skal blot erkende, at det ikke er den menneskelige natur, men samfundsmodellen, der i værste fald kan føre til krig. Det er ikke en guddommelig bestemmelse, der forlanger at teknologiske fremskridt bliver benyttet til at skabe mere og mere raffinerede måder at undertrykke og ødelægge på.

Vi må selv planlægge vores fremtid.
RE beskriver alle de katastrofale ting vi oplever, men ser mange positive tegn I stigende grad anvendes ikke-vold: På den Himmelske Freds Plads, Aung San Suu Kyi i Burma fik Nobelprisen. Der er et verdensomspændende holdningsskift der ses ved bl.a. krigsforbryderdomstolen i Haag. RE udtrykker det med denne sammenligning: Det androkratiske system har indtil i dag fungeret som en elastik. Under perioder med stærk gylanisk opblussen, for eksempel som på Jesu tid er elastikken blevet strakt langt ud, næsten til bristegrænsen, for så at smække tilbage til sin oprindelige form. Men for første gang i historien står vi i dag i den situation, hvor elastikken omsider kan briste.

RE ser det positive i, at talrige amerikanere i 60´erne afviste den mandlige forestilling om, at krigen i Vietnam var patriotisk og ædel.
Krigsveteraner demonstrerer og forlanger, at "heltene" også skal sidde i rullestol med manglende arme og ben.

I dag sætter flere og flere spørgsmålstegn ved selve grundstenen i det androkratiske samfund, nemlig at mandlig dominans og krig som udtryk for mandlig vold er uundgåelige fænomener.

Flere og flere kvindelige forskere og forfattere ikke blot udforsker eksisterende magtstrukturer, men peger på alternativer og kræver en ny etik, som skal gælde for både mænd og kvinder og bygge på kvindelige værdier. RE nævner bl.a. Helen Caldicott, Alva Myrdal, Elise Boulding, Berit Åse og Birgit Brock-Utne.

 

Til forsiden / Back to front
Epost:
tulle.elster@peacelink.nu

http://www.peacelink.nu