Slik startede det:
Utdrag af bogen Kvinderne og freden udgit i Danmark 1980:
(...) Gennem tre hektiske dage har vi haft gejsten oppe. Talt og talt. Sommetider var vi 12 kvinder, sommetider færre. Sommetider sad vi i hver sit møde. Indtrykkene var væltet ind over os. Begejstringen. Befrielsen.
Allerede den første aften hos forfatteren Margaret Johansen lå der en atmosfære af lunhed og modtagelighed i stuen. Hun havde tændt op i den åbne pejs, og små lamper rundt omkring på lave borde gav rummet et skær af venlighed. Vi kendte bare enkelte, og de enkelte kendte ikke alle hinanden. De fleste af os var kvinder i moden alder.
Uden dagsorden, uden struktur, uden ordstyrer, uden formaliteter snakkede vi os vej frem over kaffekopperne og julekagen. Det var som vi alle vidste, hvad det var, vi vilde.
På et tidspunkt satte tre af os hen ved spisebordet for at forme ordlyden til en appel. Det første udkast står endnu i det grønne stilehefte, jeg samlede mine notater i. "Nordiske kvinder er standset op og siger". Så er de sidste to ord streget over. Rettet til "med et råb". Så står der "Nu må det være nok". Mærkelig nu at tænke på, at de ord en måned efter ville være trykt i 200.000 exemplarer på alle Nordens sprog. I kladden har jeg videre skrevet: "Vi er grebet af håbløshed og fortvivlelse over udviklingen". Næste aften stregede vi håbløsheden. Fortvivlelsen var rigtig. Håbløsheden var faktisk allerede på det tidspunkt manet i jorden. Vi havde fundet sammen. Og vi gjorde noget. Vi var fulde af tro, idealisme og visioner.
(...)
Nu var Norge allerede igang. Og de kunne jo iøvrigt det hele. Det store kvindekup som fik lidt over 50 pct. kvinder i byrådene i Oslo, Tronhjem og Bergen. Og nu forlangte de kønskvotering i Stortinget.
I Sverige var de jo forlængst organiserede gennem "Kvinnokamp för Fred" - kampen mod A-kraft.
I Finland var kvinderne vist uhyre aktive. De islandske kvinders styrke gik jo i lige linje tilbage til sagaernes handlekraftige kvindeskikkelser. Færøske og grønlandske kvinder havde utvivlsomt et overskud, de kunne øse af. Tilbage var der så os. Og hvad så? Hvad gør man, når man har sytten dage til at tilrettelægge en landsomfattende aktion og aldrig har prøvet det før - og bare er to?
(...)
Hvad skal det dog blive til altsammen? Hvad skal det ende med. Har verden nogensinde set så fortvivlende håbløs ud? Hvad er det, vi overgiver vore børn? Er tilintetgørelsen ikke lige indenfor rækkevidde?
Pludselig befandt vi os på randen af en afgrund. Vi så dybt ned i et mørke og havde opgivet alt håb. Gytte Rue sukker tungt. Janne Houman lægger hånden over et smertende betændt øje. Jeg er helt tom indvendig. Ingen af os orker.
Hvad er det så, der sker? Det er som strømninger i luften, skriver jeg langt senere. Pludselig er vi igang. Det ene ord tager det næste. Visionerne bryder frem i os. Vi træder ud af et dødvande og står i lyset.
- Vi burde tage til New York en hel masse kvinder og gå ind i FN og slå i bordet. Og sige, at nu vil vi ikke finde os i det længere. Fylde en hel Jumbo. Ikke bare een, tre-fire stykker. Kan man leje dem? Det kan blive en virkelig manifestation. Vi må råbe til mændene med magt, at vi ikke vil fortsætte med at leve under deres betingelser. Ikke bare kvinder fra Danmark. Kvinder fra hele Norden.
Vintermørket letter omkring os. Vi ringer til Berit Ås i Oslo. Tidligere stortingsmedlem, socialpsykolog, kvinde- og fredsforkæmper. - Så mærkeligt, I ringer, siger hun. Kvinder ringer til mig alle steder fra i denne tid. Fra Norge og Sverige og Finland. De er depressive eller desperate. Alle siger det, at nu må der ske noget. Nu må vi handle. Kom herop. Send mig et brev med jeres tanker.
Fjorten dage efter mødes vi i Oslo.
Vi sad ved det blå køkkenbord den mandag og viderudviklede vore ideer. (...) Da jeg sætter mig til at skrive brev til Berit Ås er datoen den 7. januar 1980. Her på mit bord ligger nu et brev dateret "Åbo den 7. januar 1980". Underskrevet af Aagot Jung.
"Undertegnede, som er formand i Kvinnosaksförbundet Åbo-unionen (upolitisk lighedsforening grundlagt 1906) har taget initiativ til en kvindeaktion mod oprustningen og den overhængende krigstrusssel i verden. Mit håb er, at så mange kvinder som muligt fra hele Norden skulle skrive under på en appel først og fremmest til USA og Sovjet, men også via FN til alle andre Nationer med krav om total nedrusting og en appel om at forhandlinger, som fører til fred og forståelse i verden umiddelbart indledes. Vi bør vægre os mod at være spillebrikker i en magtkamp mellem stormagterne. I Finland vil vi begynde at forberede aktionen, men vi behøver hjælp af kvinder i hele Norden. Vi burde fælles formulere en text, som kan godtages af alle og hurtig opbygge en organisation til udbredelse af information og indsamling af navne. Jeg beder om jeres hjælp og håber, at I tager sagen op indenfor jeres organisasion snart. DET HASTTER".
Aagot Jung sendte sit brev til Stockholm, hvor Berit Ås læste det, inden vi mødtes i Oslo. I mellemtiden havde hun modtaget brev fra Tatiana Sundgren i Helsingfors, forfatter og formand for Kvinnosaksförbundet. Tatiana Sundgren fortæller selv om, hvordan hun den 6. januar havde siddet fuldkommen på samme måde, som vi kom til det dagen efter ved det blå køkkenbord.
"Jeg havde stavet mig igennem avisernes overskrifter. Forsøgt at finde ud af, hvad det var der i virkeligheeden blev sagt bagom politikernes svævende fraser. Forsøgte at hitte en mening i de urovækkende tegn. Sådan skulle de forhåbningsfulde 80´erne altså begynde. Årtiendet som skulle være opvågningens og afklaringens tid, forklarelsernes tid. Og hvad møder vi så i stedet? Uklare fraser, mørkemændenes sprog, og det værste - en krigstrussel større end nogensinde gennem de fyrre år, som er gået siden sidst.
Der er kun gået 40 år siden anden verdenskrigs udbrud. Er det muligt, at man kan glemme så hurtigt? (...) Telefonen ringer. Det er Aagot Jung fra Åbo. - Nu er det bare sådan, siger hun på sin promte, lit abrupte måde, at nu må vi gøre noget. Vi kan ikke længere gøre ingenting. Vi sætter en navneindsamling igang for fred, og vi gør det faktisk. Nu må vi protestere.
Vi diskuterer naturligvis ideen længe. Jeg kommer med skeptiske indvendinger. Vi får ikke nogen med os! Det fører ikke til nogetsomhelst! Forsøg du at ruske liv i folk!
Vi funderer på, hvor alle navnene skal sendes hen - til FN i New York, til Kreml i Moskva, til Det hvide Hus i Washington. Hvor skal vi begynde? Hvordan skal vi gøre det?
- Vi sætter bare igang nu, siger Aagot bestemt. Vi skriver og ringer og kontakter så mange kvinder vi kan i Norden.
Hjertet hamrer voldsomt, og blodet dunker i tindingerne. Jaja, vi sætter bare i gang sådan dér. To millioner navn. Ja, netop - det gør vi. Bare sådan dér!
Jeg vandrer rastløs omkring i stuen efter samtalen. Endelig noget konkret, endelig et udløb for min angst. Det må bære eller briste. Et tekstforslag må vi have. Det er lettere at arbejde videre udfra et konkret forslag. Ordene begynder at komme i mit hovede. Jeg tager min skrivemaskine frem..."
Jeg har aldrig mødt Aagot Jung og Tatiana Sundgren, men når jeg læser, hvad de har haft af tanker, føler jeg mig meget nært forbundet med dem. I Tatiana Sundgrens brev står der "Alle aggressionshandlinger må umiddelbart indstilles og nedrustingsforhandlingerne må straks genoptages og føre til handling". De ord, der senere kommer til at stå på appellen. Nej - det var ingen enkelt nordisk kvinde, der satte igang. Vi var allerede mange, inden vi vidste det. Men da vi stod ud af Oslo-ekspressen i den tidligere morgen på Københavns Hovedbanegård var vi faktisk kun tol Alligevel lykkedes det.
En arbejdsgruppe blev dannet. Vi fik penge fra fonds og de første 10.000 lister blev trykt. Men trykkeriet var overbebyrdet, da vi kom. Kunne ikke påtage sig arbejdet så hurtigt. Da de læste appellen, sagde de "Vi trykker i nat - I kan hente dem i morgen efter to". Sammen med mændene i de forskellige fonds var de de første mænd, som støttede os. Senere kom mange til, selvom det også en overgang kunne se ud, som om vi havde mændene generelt som modstandere.
Vi nåede det på sytten dage. Inden vi fik set os om, var det hele igang. Over hele Norden. Nordiske kvinder var standset op med et råb. Det gav genklang ude i verden. Ville vi også blive hørt?
Fra "Kvinderne og freden" af Bodil Graae. Forlaget Aros, Åshus 1980.
Inden seks måneder var gått hadde 500.000 nordiske kvinner - og noen menn - underskrevet oppropet, som ble overlevert til FNs generalsekretær Kurt Waldheim på FNs Internasjonale Kvinnekonferanse i København i juli 1980:
Kvinder for Fred
Naiset rauhan puolesta
Kvenna um frid
Kvinner for Fred
Kvinnur fyri fridi
Arnat Eqqissinermut
Kvinnor för fred
Nordiske kvinder er standset op med et råb:
Nu må det være nok!!
Vi er grebet af fortvivlelse over udviklingen. Mere og mere er det gået op for os, at kvinder over hele verden går med de samme tanker og den samme frygt:
Har vore børn nogen fremtid?
Vi vil—sammen med kvinder over hele jorden—vende vor afmagt til styrke.
Vi, undertegnede kvinder i Norden, vil ikke lengere stiltiende acceptere magtkampen mellem stormagterne. Alle aggressionshandlinger må umiddelbart indstilles, og nedrustningsforhandlingerne må straks genoptages og føre til handling.
Vi kræver:
Nedrustning for en varig verdensfred!
Våbenmilliarderne til mad!
NEJ til krig!
"Kvinder for Fred" samler underskrifter samtidigt i Norge, Sverige, Grønland, Island, Finland, Færøerne og Danmark. Listerne sendes til "Kvinder for Fred", Suomisvej I, 1927 København V., tlf. (01) 37 13 80 hverdage mellem kl. 8.00 -9.30. Giro 5 71 87 08.